Kapitel 2
Amalie trak sin lilla tophue ned om ørerne, da hun nærmede sig skolen, stoppede et øjeblik og skævede ud af øjenkrogene. Gaden var heldigvis stadig morgentom, og små skyer af varm ånde sivede hurtigt ud ad munden. Hun kiggede ned på det snedækkede fortov, og det knirkede, da hun brød den glatte overflade og satte morgenens første spor.
De skulle se film og det ville helt sikkert blive noget så kedeligt. Det var altid så dystert og tungt og alvorligt. Om oversvømmelser, krig og katastrofer. Om børn der sultede eller om dyr der led.
Amalie elskede heste, og de havde engang set en film, om fem heste der var blevet mishandlet fordi de ikke ville op i hestetransporten. Hun huskede tydeligt, hvordan deres sorte øjne borede sig ind i hendes blå, mens hun prøvede at ignorere tårerne og de blottede ribben og blødende kroppe på skærmen. Hvorfor skulle hun se den slags? Hun ville da meget hellere se en eventyrfilm. Om prinsesser og prinser og smukke slotte. Film der endte godt og for et kort øjeblik gav en varm fornemmelse i maven.
Men hun lod som om, hun godt kunne lide at se alle de langtrukne film. Så smilede læreren, og mor og far blev glade. Lod hende passe sig selv. I hvert fald indtil næste fest. Sidste fest havde været ved at gå helt galt. Hvis ikke mormor var kommet, turde hun slet tænke på, hvordan det ville være gået.
Amalie var som sædvanlig den første, og hun satte sig på sin plads ved det forreste bord i klasselokalet, og kiggede ud på det tændte juletræ i skolegården. Lysene fik det tynde snelag til at glitre. Måske fik de en hvid jul i år.
De andre begyndte at komme ind i klassen, og stilheden blev til summen, der blev til larm. Der kom Peter og Mohammed med sorte jakker og fodboldhuer. De stirrede ondt på hende. Det havde de gjort lige siden deres sammenstød for en måned siden. Hun havde givet dem en ordentlig forskrækkelse dengang, og det havde de ikke glemt. Hun ignorerede dem, og de begyndte at løbe rundt efter hinanden mens de råbte.
Til sidst kom læreren og Johan. Johan gik bare forbi og ned til sin plads ved siden af Adam bagerst i lokalet. Amalie skævede til dem, men de ignorerede hende som sædvanlig. Hun kneb øjnene sammen. Dengang hun havde haft lyse krøller havde de aldrig ignoreret hende. Hvis hendes hår stadig havde været langt, ville Johan sikkert være stoppet op foran hende. Han ville have smilet, sagt godmorgen og så være gået ned til sin plads. Og Adam ville have vinket til hende, når hun havde set sig over skulderen. Hun havde været så glad for sit nye hår, da hun var startet efter sommerferien. Men Adam havde bare set på det, og hun havde med det samme vidst, han ikke kunne lide det.
Amalie lod tankerne svæve ud i morgenmørket, da filmen startede. Efter skole skulle hun hjem til mormor, og så skulle de læse kort og krystaller. Det var meget bedre end at se film.
