Uddrag fra første del. Tarotkortet

Kapitel 2

Amalie trak sin lilla tophue ned om ørerne, da hun nærmede sig skolen, stoppede et øjeblik og skævede ud af øjenkrogene. Gaden var heldigvis stadig morgentom, og små skyer af varm ånde sivede hurtigt ud ad munden. Hun kiggede ned på det snedækkede fortov, og det knirkede, da hun brød den glatte overflade og satte morgenens første spor.

De skulle se film og det ville helt sikkert blive noget så kedeligt. Det var altid så dystert og tungt og alvorligt. Om oversvømmelser, krig og katastrofer. Om børn der sultede eller om dyr der led.

Amalie elskede heste, og de havde engang set en film, om fem heste der var blevet mishandlet fordi de ikke ville op i hestetransporten. Hun huskede tydeligt, hvordan deres sorte øjne borede sig ind i hendes blå, mens hun prøvede at ignorere tårerne og de blottede ribben og blødende kroppe på skærmen. Hvorfor skulle hun se den slags? Hun ville da meget hellere se en eventyrfilm. Om prinsesser og prinser og smukke slotte. Film der endte godt og for et kort øjeblik gav en varm fornemmelse i maven.

 Men hun lod som om, hun godt kunne lide at se alle de langtrukne film. Så smilede læreren, og mor og far blev glade. Lod hende passe sig selv. I hvert fald indtil næste fest. Sidste fest havde været ved at gå helt galt. Hvis ikke mormor var kommet, turde hun slet tænke på, hvordan det ville være gået.

Amalie var som sædvanlig den første, og hun satte sig på sin plads ved det forreste bord i klasselokalet, og kiggede ud på det tændte juletræ i skolegården. Lysene fik det tynde snelag til at glitre. Måske fik de en hvid jul i år.

De andre begyndte at komme ind i klassen, og stilheden blev til summen, der blev til larm. Der kom Peter og Mohammed med sorte jakker og fodboldhuer. De stirrede ondt på hende. Det havde de gjort lige siden deres sammenstød for en måned siden. Hun havde givet dem en ordentlig forskrækkelse dengang, og det havde de ikke glemt. Hun ignorerede dem, og de begyndte at løbe rundt efter hinanden mens de råbte.

Til sidst kom læreren og Johan. Johan gik bare forbi og ned til sin plads ved siden af Adam bagerst i lokalet. Amalie skævede til dem, men de ignorerede hende som sædvanlig. Hun kneb øjnene sammen. Dengang hun havde haft lyse krøller havde de aldrig ignoreret hende. Hvis hendes hår stadig havde været langt, ville Johan sikkert være stoppet op foran hende. Han ville have smilet, sagt godmorgen og så være gået ned til sin plads. Og Adam ville have vinket til hende, når hun havde set sig over skulderen. Hun havde været så glad for sit nye hår, da hun var startet efter sommerferien. Men Adam havde bare set på det, og hun havde med det samme vidst, han ikke kunne lide det.

Amalie lod tankerne svæve ud i morgenmørket, da filmen startede. Efter skole skulle hun hjem til mormor, og så skulle de læse kort og krystaller. Det var meget bedre end at se film.

Uddrag fra første del. Tarotkortet

Kapitel 1

Sandet brænder under ham. Der er ingen angst. Der er intet håb. Der er kun sorg over at have svigtet. Og så ser han de isblå øjne og blafrende krøller. Hun svæver, griber hans hånd og trækker ham frem. Mod mørket … mod mørket og ind i lyset.

***

Johan missede med øjnene og kiggede ud i sit morgenmørke værelse. Julemåneden var startet, og klokken var lige ved at være halv syv. Han trak den bløde dyne op over hovedet og varmede sig. Bare fem minutter mere.

”Johan, du skal op.” Det var hans mor.

Tallerkenerne klirrede i køkkenet, og duften af ristet brød og kaffe trængte ind under dynen. Han slog den hurtigt til side, stod ud af sengen og gik hen til den langskæggede julemand der havde fået bid på sin fiskestang. 24 røde pakker med gyldne sløjfer. Papiret blev flået af den første pakke. Den sorte metalæske fik varme til at strømme gennem ham. Det var de farveblyanter, han havde ønsket sig så længe.

Han løb ud til køkkenet for at sige tak til sin mor, Cecilie, og stoppede op i døren. Hun stod med ryggen til og skyllede tallerkner af. Hendes hjerte vibrerede svagt. Det svævede over nakken på hende. Som en heliumballon fra Tivoli, der hang i en usynlig snor. Hjertet var mørkt, og fra en revne sivede tyk dis, der lagde sig som en sort kappe rundt om hende. Sådan havde det været lige siden hans far døde.

Han ville have råbt tak, men synet af hjertet stoppede ham. Han havde altid kunne se folks hjerter. De hang der bare. Første gang han havde tegnet mor og far, havde han selvfølgelig også tegnet hjerterne over dem, og de havde smilet, da han viste dem tegningen. Havde spurgt, hvad hjerterne skulle forestille. Et underligt spørgsmål, for de skulle jo bare forestille hjerter. Ligesom deres arme skulle forestille arme.

”God morgen, mor,” sagde han. Han talte lavt for ikke at forskrække hende. Alligevel gibbede det i hende, og hun vendte sig med et smil, der aldrig nåede hendes forårsgrønne øjne.

 ”God morgen, skat,” sagde hun og strøg hånden gennem sit flammerøde hår. Det havde Johan ikke arvet. Hans egen halvlange manke var bare en ubestemmelig mørk farve. Hverken sort eller brunt.

”Tak for blyanterne, det er de helt rigtige.”

”Det var godt ... har du sovet godt?”

”Ja,” løj han. ”Hvad med dig? Har du sovet godt?”

”Ja.” Hendes hjerte krøllede sig lidt sammen, og han troede ikke på hende.

 Julemusikken fra radioen blandede sig med bilernes brummen nede fra Østerbrogade og den svage summen fra køleskabet. De spiste morgenmad i tavshed. I dag skulle der tegnes en rigtig flot tegning med de nye farveblyanter. Måske kunne det få hans mor i lidt bedre humør.