Uddrag fra første del. Tarotkortet

Kapitel 1

Sandet brænder under ham. Der er ingen angst. Der er intet håb. Der er kun sorg over at have svigtet. Og så ser han de isblå øjne og blafrende krøller. Hun svæver, griber hans hånd og trækker ham frem. Mod mørket … mod mørket og ind i lyset.

***

Johan missede med øjnene og kiggede ud i sit morgenmørke værelse. Julemåneden var startet, og klokken var lige ved at være halv syv. Han trak den bløde dyne op over hovedet og varmede sig. Bare fem minutter mere.

”Johan, du skal op.” Det var hans mor.

Tallerkenerne klirrede i køkkenet, og duften af ristet brød og kaffe trængte ind under dynen. Han slog den hurtigt til side, stod ud af sengen og gik hen til den langskæggede julemand der havde fået bid på sin fiskestang. 24 røde pakker med gyldne sløjfer. Papiret blev flået af den første pakke. Den sorte metalæske fik varme til at strømme gennem ham. Det var de farveblyanter, han havde ønsket sig så længe.

Han løb ud til køkkenet for at sige tak til sin mor, Cecilie, og stoppede op i døren. Hun stod med ryggen til og skyllede tallerkner af. Hendes hjerte vibrerede svagt. Det svævede over nakken på hende. Som en heliumballon fra Tivoli, der hang i en usynlig snor. Hjertet var mørkt, og fra en revne sivede tyk dis, der lagde sig som en sort kappe rundt om hende. Sådan havde det været lige siden hans far døde.

Han ville have råbt tak, men synet af hjertet stoppede ham. Han havde altid kunne se folks hjerter. De hang der bare. Første gang han havde tegnet mor og far, havde han selvfølgelig også tegnet hjerterne over dem, og de havde smilet, da han viste dem tegningen. Havde spurgt, hvad hjerterne skulle forestille. Et underligt spørgsmål, for de skulle jo bare forestille hjerter. Ligesom deres arme skulle forestille arme.

”God morgen, mor,” sagde han. Han talte lavt for ikke at forskrække hende. Alligevel gibbede det i hende, og hun vendte sig med et smil, der aldrig nåede hendes forårsgrønne øjne.

 ”God morgen, skat,” sagde hun og strøg hånden gennem sit flammerøde hår. Det havde Johan ikke arvet. Hans egen halvlange manke var bare en ubestemmelig mørk farve. Hverken sort eller brunt.

”Tak for blyanterne, det er de helt rigtige.”

”Det var godt ... har du sovet godt?”

”Ja,” løj han. ”Hvad med dig? Har du sovet godt?”

”Ja.” Hendes hjerte krøllede sig lidt sammen, og han troede ikke på hende.

 Julemusikken fra radioen blandede sig med bilernes brummen nede fra Østerbrogade og den svage summen fra køleskabet. De spiste morgenmad i tavshed. I dag skulle der tegnes en rigtig flot tegning med de nye farveblyanter. Måske kunne det få hans mor i lidt bedre humør.